PTA-ingeniør

Udvikling og implementering af udstyr og processer

En nøgleposition mellem produktudvikling og produktion

Ortofon oplever stor efterspørgsel efter virksomhedens verdenskendte pickup’ere og Ortofons unikke kompetencer indenfor udvikling og produktion af mikroemner, som anvendes indenfor især medico- og audiobrancherne.

Da der ligger en strategisk beslutning om, at alle nøgleprocesser – herunder produktionen – finder sted i Danmark, gennemgår virksomheden lige nu en omfattende og meget positiv udvikling, hvor både automatisering af produktionsudstyr, processer og organisationen er en del af den overordnede plan.

Din opgave bliver at tage lead på både store og mindre projekter med sigte på at udvikle både effektivitet og den i forvejen meget høje kvalitet i produktionsopsætningen. Dine opgaver kommer til at foregå i tæt samarbejde med ingeniørerne i produktudvikling, idet meget udstyr og mange processer udvikles direkte afledt af specifikke krav til det givne produkt.

Du kommer til at arbejde med en bred vifte af opgaver – fra forbedringer af eksisterende udstyr, herunder design af fixturer og valg af håndteringsudstyr, til implementering af komplette nye produktionslinjer, hvor sparring med maskinbyggerne i ind- og udland, samt ikke mindst involvering og træning af dine kolleger i produktionen, bliver en stor del af din hverdag.


Erfaring med automatisering af serieproduktion

Du har sikkert en håndværksmæssig baggrund som finmekaniker, værktøjsmager eller tilsvarende, og har herigennem fattet interesse for at arbejde med produktionsteknik, hvorefter du har tilegnet dig en teoretisk uddannelse som ingeniør eller måske maskinmester. Det er ikke afgørende hvor du har opbygget din erfaring, men det vil være oplagt, hvis du har arbejdet med udviklingsprojekter i den produktionstekniske afdeling i en produktionsvirksomhed med en høj grad af automatisering – eller du kan komme fra en af landets meget dygtige maskinbyggere. Det vigtigste er, at du har en bred teknisk indsigt og en stor interesse for at gennemskue setuppet i en produktion – fra det overordnede fabrikslayout og til de udfordringer som den enkelte operatør oplever i hverdagen.

Du har en praktisk og hands-on tilgang til opgaverne, og du nyder de dage, hvor du på baggrund af en snak med en kollega fra montageafdelingen, sætter dig og tegner et fixtur, som gør hverdagen nemmere, i lige så høj grad som de dage hvor du gennem sparring med en designingeniør når frem til det optimale materialevalg, som tilfredsstiller både produktets tiltænkte egenskaber – og en effektiv produktion.

Udover din indsigt i forskellige produktionsteknologier, forventes det, at du har en stor interesse for materialer, samt at du er bruger af gængse tegneværktøjer – optimalt SolidWorks.


Internationalt mindset – og fortsat produktion i Danmark

Her kan du sætte dit præg på udviklingen af et nyt produktionssetup i en velkonsolideret virksomhed med hele værdikæden placeret i Danmark. I stillingen som PTA-ingeniør vil du få mulighed for at anvende og videreudvikle dine kompetencer indenfor en bred vifte af tekniske discipliner. Du bliver en del af et voksende internationalt team af dygtige ingeniører, som designer og producerer morgendagens high-end produkter indenfor audio- og medicoindustrierne

Kontakt PeopleLinks konsulenter Jesper Nielsen på +45 2448 2015 eller Pernille Lærke Iversen på +45 2887 2115 for yderligere oplysninger, eller send os din ansøgning og dit CV via ’Søg Stillingen’ hurtigst muligt.



Geografi: Sjælland
Ansøgningsfrist: Snarest muligt
Arbejdssted: Nakskov



Vil du vide mere?

Jesper Nielsen
Kontakt Jesper Nielsen
Mobil: +45 2448 2015
E-mail: jn@peoplelink.dk

Pernille Lærke Iversen
Kontakt Pernille Lærke Iversen
Mobil: +45 2887 2115
E-mail: pli@peoplelink.dk