Salgs- og Regionsansvarlig - Sjælland

Kan du bane vejen for forhandlernes succes?

Træning, rådgivning og opbygning af relationer

Med reference til Tempur Sealy Danmarks landedirektør bliver du ansvarlig for at udvikle salget af Tempurs unikke produktprogram på Sjælland. Din opgave består i at gøre Tempurs produkter til forhandlernes foretrukne, således at slutkunden altid vil blive præsenteret for de fordele, Tempur tilbyder.

Du kommer derfor til at arbejde med salg i sin bredeste forstand. Du får selvstændigt budgetansvar, men det handler ikke om at få så mange produkter ind på forhandlernes lagre som muligt, tværtimod vil din succes blive målt på, hvor godt det lykkes at få produkterne hjem i de danske soveværelser, da Tempur Sealys world-wide mission er at ændre og forbedre danskernes nattesøvn via trykaflastende madrasser og puder, der giver en roligere og dybere nattesøvn og dermed større livskvalitet.

Din hverdag vil dreje sig om formidling, træning, undervisning og opbygning af relationer via besøg hos forhandlere. Derudover vil du aktivt deltage på messer og i salgssupport hos forhandlerne.

Tempur er et af de stærkeste brands, og fordelene ved produkternes egenskaber er blandt de bedst dokumenterede, men det er først, når slutkunden får en grundig og troværdig rådgivning, at beslutningen om et køb træffes. Din opgave er at skabe den nødvendige viden og tryghed hos forhandlerne, så de kan hjælpe forbrugeren med at træffe den rigtige beslutning omkring valg af den sengeløsning, der opfylder deres ønsker og behov.


Erfaring med salg af langvarige forbrugsgoder

Der kan være flere indgange til jobbet, men en oplagt baggrund er naturligvis, at du allerede har solgt langvarige forbrugsgoder såsom møbler, køkkener, fritidsudstyr eller lign. – gerne gennem forhandlere.

Du får et selvstændigt job, hvor du selv planlægger din hverdag, så du er mest muligt synlig hos dine kunder. Det er derfor en forudsætning for din succes, at du er struktureret, opsøgende og besidder et stort drive med viljen til at lykkes.

Du ved allerede, at du er god til at formidle dine budskaber og produkttræne, så du skaber begejstring for Tempur. Samtidig er det afgørende for din succes, at du kan skabe relationer, der holder - gennem troværdig rådgivning og forståelse for kundens forretning og slutbrugerens beslutningsmønster.

Endelig er det vigtigt, at du har lyst til fortsat at udvikle dig. Som repræsentant for et af markedets stærkeste brands og del af en meget ambitiøs organisation må du aldrig være tilfreds med status quo – heller ikke når det gælder dine egne resultater samt faglige og personlige udvikling. Det forventes, at du er bosat på Sjælland.  
 

Selvstændigt ansvar og en unik produkthistorie i ryggen  

Du tilbydes en mulighed for at få selvstændigt ansvar i en organisation med dokumenteret succes. Du kommer til at arbejde sammen med dygtige og engagerede kolleger, og du får nogle af markedets bedste produkter og produkthistorier som fundament for at skabe din egen succes.

Som noget unikt for branchen investeres der stadig massivt i udvikling af både produkter og brands, og du vil derfor altid have unikke selling points, som du kan bruge til at klæde dine forhandlere på.

Så hvis du trives i en ambitiøs og målrettet salgskultur, hvor salget består i meget mere end næste ordre, og hvor tilfredse slutbrugere er de vigtigste ambassadører, så er dette måske udfordringen for dig.

Kontakt Wickie Irene Jensen hos PeopleLink på +45 6610 2015 for yderligere oplysninger eller send os din ansøgning og dit CV via ’Søg Stillingen’ hurtigst muligt, vi kalder løbende ind til samtaler.



Geografi: Sjælland
Ansøgningsfrist: Snarest muligt
Arbejdssted: Sjælland



Vil du vide mere?

Wickie Irene Jensen
Kontakt Wickie Irene Jensen
Mobil: +45 2845 2015
E-mail: wj@peoplelink.dk