Business Controller

Controlling, beregning og projektledelse

Projekt- og driftsmæssige analyser i hele værdikæden

Tide Bus er en af Danmarks største busoperatører, og har ambitioner om yderligere udvikling og styrkelse af sin position i de kommende år. Som Business Controller får du ansvar for at understøtte denne udvikling ved at beregne og projektlede de tilbud, som er altafgørende for forretningens succes. Derudover bliver dine hovedopgaver at bidrage med beslutningsgrundlag og driftsmæssige analyser i form af f.eks. afvigelses-, trend- og detailanalyser, som du præsenterer for beslutningstagere og bestyrelse.

Du får sammen med dine kolleger i afdelingen en central opgave i at sikre, at der er styr på tilbud og budgetter, samt at virksomhedens ledere har overblik og indsigt i deres performance, og dermed hurtigt kan agere på afvigelser. Derfor er det vigtigt, at du i dine analyser ser sammenhænge og kobler din viden til budgetter og andre finansielle nøgletal.

Du får reference til Økonomidirektøren, og du bliver en del af et fagligt stærkt økonomi-team bestående af tre Business Controllere og to kolleger i regnskab.

Dit arbejdssted bliver virksomhedens danske hovedkontor i Odense, hvor du arbejder tæt sammen med dygtige kolleger i den danske organisation og med koncernens hovedkontor i Bergen. Du må derfor forvente ca. 10-15 årlige rejsedage i stillingen.


Forretningsorienteret og analytisk stærk Business Controller

Der kan være flere indgange til jobbet, men vi forestiller os, at du har en uddannelsesbaggrund som HD-R eller cand.merc., f.eks. i Business Controlling. Eller du kan have en baggrund som revisor, men har bevæget dig i retning af analyser og controlling. Har du allerede stiftet bekendtskab med tilbudsberegning og EU-udbud, er det en fordel, men ikke et krav.  Det vigtigste er at du er stærk i analysearbejdet, og har en solid forretningsforståelse, der betyder, at du kan omsætte tal til viden.  

Med andre ord har du et skarpt blik for detaljen suppleret med et godt overblik. Du trives med at gå i dybden med opgaverne, men du er tæt på forretningen og inddrager også dine kolleger i dine analyser. Det falder dig naturligt at søge input på tværs i organisationen – både hos kolleger på kontoret, hos chauffører og i værkstederne.

Din arbejdsstil er struktureret, systematisk og proaktiv. Vi lægger vægt på, at du allerede har erfaring med projektledelse, herunder også samarbejdet med og afrapportering til projektgrupper, styregrupper eller ledergrupper.

IT er et naturligt interesseområde for dig, og du er rutineret bruger af Excel og Axapta, eller tilsvarende ERP- system. Derudover er det vigtigt, at du er erfaren i præsentation og formidling af data, f.eks. via Power Point.


En spændende mulighed i en markedsførende virksomhed

Du bliver en del af en spændende virksomhed, som er en af de førende spillere inden for sit felt. Du får et team af dygtige og engagerede kolleger, som hver dag arbejder for at give danskerne gode rejseoplevelser.  Kulturen er kendetegnet ved medindflydelse og en stærk tro på, at succesen opnås via et stærkt samarbejde. Derudover tilbyder virksomheden gode arbejdsforhold og sundt arbejdsmiljø med en høj grad af trivsel og arbejdsglæde.   

Du får mange muligheder for at bringe din faglighed og analytiske evner i spil – og kan gøre en stor forskel for forretningen, da dit arbejdsområde har afgørende betydning for virksomhedens succes. Du vil få adgang til faglig sparring både blandt kollegerne i den danske organisation og hos de norske ejere.


Lyder dette interessant?

PeopleLink samarbejder med Tide Bus omkring denne rekruttering. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Nancy Lohmann hos PeopleLink på telefon 6610 2015. Eller send os din ansøgning allerede i dag via ’Søg Stillingen’. Ansøgningsfrist er onsdag den 15. april. 2020.



Geografi: Fyn
Ansøgningsfrist: 15.04.2020
Arbejdssted: Odense



Vil du vide mere?

Nancy Lohmann
Kontakt Nancy Lohmann
Mobil: +45 53 38 41 91
E-mail: nl@peoplelink.dk