Marketingansvarlig

Eksekvering af international strategi på det danske marked

Du refererer i en nyoprettet stilling til landedirektøren, hvor du i tæt samarbejde med direktøren og den internationale marketingfunktion i London eksekverer en ambitiøs marketingstrategi under hensyn til de nationale strukturer og markedsforhold, som kendetegner det danske marked. På den måde indtager du en central rolle i den fortsatte succes med at afsætte de unikke TEMPUR-produkter.


Du understøtter salget med de bedste markedsføringstiltag og -materialer

Du kan se frem til en alsidig hverdag, hvor du får ansvaret for at gennemføre alle nationale marketingtiltag. Din opgave består i at konkretisere strategien. Det betyder, at du budgetterer, udvælger og planlægger kampagner, materialer og kanaler for TEMPURs nationale branding og lokale markedsføring i samarbejde med den enkelte TEMPUR-forhandler.

Du får mange kontaktflader både til en vifte af grafiske og kreative bureauer, som understøtter dit arbejde med produktion af materialer, idégenerering og mediehåndtering. Dertil får du et tæt samarbejde med forhandlernes marketingteams, hvor I sammen skaber synergi mellem nationale og lokale tiltag. Ikke mindst vil du som en nøglespiller i den samlede markedsbearbejdning stå i daglig kontakt med salgsteamet.

Som en vigtig del af opgaven bliver du ansvarlig for opdatering, udvikling og forbedring af hjemmeside, e-commerce platform og en generel styrkelse af aktiviteterne på de digitale platforme. Ligesom du står for løbende at udvikle og opdatere materialer til Point of Sales og Point of Purchase til både messer og forhandlere.

Du samarbejder tæt med dine kolleger i den danske organisation, der alle tager part i salget, hvilket betyder, at der er masser af viden om, ideer til og gejst for hvad, der skal til for at markedsføre TEMPUR. Du samler alle disse guldkorn og leverer de materialer, der sikrer at enhver salgsaktivitet altid understøttes af den bedste markedsføring.


Handlingsorienteret marketer med styr på digital markedsføring

Du har en relevant videregående uddannelse og flere års erfaring fra en lignende rolle i en virksomhed, som sælger brandede produkter til de danske forbrugere. Eller du har opbygget din erfaring med forbrugeradfærd og -kommunikation fra en operationel rolle i et reklamebureau, hvor du har haft både kunde- og leverandørkontakt. Du har et solidt fundament, når det kommer til digital markedsføring og kommunikation.

Du er kommunikerende og tydelig overfor samarbejdspartnere, hvor du stiller krav, følger op og udfordrer den rådgivning, du får. I forlængelse heraf har du næse for de gode forretningsmuligheder, så du altid får mest muligt ud af dit budget. Du søger at dygtiggøre dig løbende og udnytter hermed de nyeste muligheder, så dine markedsføringstiltag konsekvent når nye højder.

Handling er et ord, du identificerer dig med, da du hellere prøver noget af og får rykket, når muligheden foreligger. Du kendetegnes ved at være energisk, serviceminded, pligtopfyldende og ansvarsbevidst. Det falder dig naturligt at komme med ideer og udfordre status quo.  Andre ville sige om dig, at du er en god kollega, der træder til, hvor der er behov, fordi du er samarbejdende og lægger vægt på, at man løfter stort og småt i flok.


Selvstændigt ansvar for markedsføring af førende brand

Du tilbydes en mulighed for at komme med på en succesfuld rejse. Du får en høj grad af indflydelse og frihed til at prøve dine tiltag af inden for rammerne af en professionel og succesfuld koncern, der både har set-up og kompetencer til at levere markedsføring fra ”øverste hylde”.

Du bliver en del af en salgsorganisation, der er kendetegnet ved godt kollegaskab, dynamik og god stemning. Alle løfter i flok, ser hinanden i øjenhøjde og der er en udpræget korpsånd, hvor gejsten for TEMPUR og målet: ”Changing the way the world sleeps” synligt mærkes i huset.

Kontakt Jesper Nielsen hos PeopleLink på 6610 2015 for yderligere oplysninger, eller send os din ansøgning og dit CV via ’Søg Stillingen’ hurtigst muligt. Vi gør opmærksom på, at vi indkalder løbende til samtale.



Geografi: Fyn
Ansøgningsfrist: Snarest muligt
Arbejdssted: Odense C



Vil du vide mere?

Jesper Nielsen
Kontakt Jesper Nielsen
Mobil: +45 2448 2015
E-mail: jn@peoplelink.dk