HSE-specialist

Brænder du for arbejdsmiljø, sikkerhed og miljø?

Sparringspartner for ledelse og medarbejdere

Du får en central rolle i at implementere og udvikle LIP Bygningsartiklers HSE-strategi, som blev udarbejdet i forbindelse med at LIP blev en del af den franske koncern Arkema i 2020.

Koncernen og den lokale ledelse har stor fokus på området, og din opgave bliver i høj grad at sætte dig ind i den virksomhedskultur og de processer, som gennem to generationer har skabt en helt unik position på markedet for klæbe og vedligeholdelsesprodukter til byggebranchen.

Nøgleordene har her været automatisering, smidige processer og ikke mindst en flad organisationsstruktur, som naturligt efterlader frontlinjemedarbejderne med en stor beslutningskompetence.

Din opgave bliver at koble dette med et krav om at niveauet for medarbejdernes sikkerhed, samt det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, ikke blot skal leve op til lovgivningens krav, men at virksomheden også her skal være et eksempel til efterfølgelse - samtidig med at LIP’s grønne profil, med fokus på CO2-neutral produktion stadig udbygges.

Du refererer direkte til fabrikschefen og blandt dine vigtigste opgaver kan nævnes:

  • Drive og udvikle et fokus på HSE på tværs af organisationen

  • Udføre inspektion med henblik på forebyggelse af ulykker og hændelser – bl.a. ved daglig rundering i produktionen og på lageret

  • Udvikling af procedurer og træning af medarbejdere indenfor sikkerhed og miljø

  • Indrapportering og ugentligt møde med HSE-specialister og -ansvarlige fra hele koncernen

  • Implementering af ledelsessystemet fra Arkema

  • Deltage i og sikre fremdrift på konkrete projekter – herunder maskinsikkerhed

Det er dit ansvar at sætte dig ind i gældende lovgivning og skabe synergi mellem LIP og koncernens HSE-procedurer. Ikke mindst er det dig som får det til at leve i organisationen og det er derfor helt afgørende, at du ser det som din primære opgave at være i greb med organisationen - at du kommunikerer i øjenhøjde og videreformidler komplekse informationer på en positiv og letforståelig måde - så dine kolleger forstår værdien og kan se sig selv i strategien.


Erfaren HSE-profil med pragmatisk mindset og drive

Der kan være flere indgange til jobbet og din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Det vigtigste er, at du har erfaring fra en lignende stilling – gerne fra en produktionsvirksomhed – hvor du har arbejdet med både arbejdsmiljø, sikkerhed og miljø. Uanset baggrund så brænder du for HSE-området og sætter en ære i, at medarbejderne hos LIP arbejder under de mest optimale forhold.

For at lykkes i rollen som HSE-specialist skal du være klar omkring dine mål, samtidig med at du forstår at sætte dig ind i dine kollegers hverdag og de udfordringer, som de kan opleve. Sikkerhed og godt arbejdsmiljø skabes gennem fælles forståelse og vedholdende fokus. Det er vigtigt, at du både forstår og anerkender medarbejderne, for de forandringer som HSE-projekterne kan medføre.

Personligt er du struktureret og selvstændig i opgaveløsningen, samtidig med at du har en synlig energi og et smittende engagement. Både medarbejdere og ledere vil søge din ekspertise og viden. Du trives derfor i en udadvendt rolle, hvor du både søger dialogen og samarbejdet med resten af organisationen.

Som en del af en international koncern, bliver du involveret i globale projekter og HSE-faglige møder med specialister og ledere for hele koncernen. Det er derfor en forudsætning, at du begår dig ubesværet på engelsk i både skrift og tale.


Vigtig rolle i en lokal succesvirksomhed med stærk international forankring

Du træder ind i en uformel virksomhed med imødekommende kolleger, som alle brænder for deres faglighed. Den frie og familiære kultur har medført et stærkt sammenhold på tværs af organisationen, hvilket blandt andet har resulteret i at medarbejderne har lang anciennitet. Samtidig vil du opleve, at du som del af en internationale koncern med et professionelt set-up, har mulighed for at udvikle dig fagligt og personligt.

Du kan se frem til en selvstændig rolle, hvor du har mulighed for at påvirke hele organisationen i en forsat positiv retning, samtidig med at du udvikler dine faglige kompetencer og skaber dig et stort HSE-netværk i en international koncern.

På fabrikken i Nr. Aaby arbejder der ca. 50 medarbejdere, hvoraf 20 af dem er tilknyttet produktionen. Alle kender hinanden og lægger vægt på at opretholde gode relationer – fagligt såvel som personligt.

Kontakt Jesper Nielsen hos PeopleLink på 66102015 for yderligere oplysninger, eller send os din ansøgning og dit CV via ’Søg Stillingen’ hurtigst muligt.



Geografi: Fyn
Ansøgningsfrist: Snarest muligt
Arbejdssted: Nørre Åby



Vil du vide mere?

Jesper Nielsen
Kontakt Jesper Nielsen
Mobil: +45 2448 2015
E-mail: jn@peoplelink.dk