Masterdata Specialist

Med omdrejningspunkt i teknik og compliance

Pentair Union Engineering udvikler og leverer procesudstyr der i projektstørrelse kan omfatte trecifrede millionbeløb. Der er tale om anlæg som består af flere tusinde forskellige komponenter/items, som tilvejebringes gennem en global supply chain, der både omfatter egne fabrikker og eksterne leverandører. Da både projekter og efterfølgende reservedele tillige sælges over det meste af verden, er der behov for en omfattende registrering og dokumentation


En hverdag med struktur, fordybelse – og koordinerende opgaver  

Med reference til Logistics Manager får du med arbejdssted på kontoret i Fredericia ansvaret for, at alle items, og derved det samlede produktkatalog, er opdateret.
Dine primære opgaver består i at oprette og vedligeholde globale masterdata samt at håndtere opgaver og projekter i forbindelse med compliance. Der registreres mange forskelligartede informationer om hvert item – tekniske specifikationer, handelsbetingelser, oprindelse o.a., så du kommer til at arbejde med store datamængder, hvor der kan forekomme variation mellem de items, der bruges i USA, Kina eller Danmark. Der er derfor vigtigt, at du begår dig ubesværet på engelsk i både skrift og tale.

Som en vigtig del af dit ansvar bliver det din opgave - i samarbejde med dine kolleger, at videreudvikle processer og governance for registrering af masterdata som sikrer kvalitet, anvendelighed – og ikke mindst compliance i forhold til gældende produkt- og handelslovgivning.

Endelig vil du som del af supply chain-funktionen deltage i planlægning og ordrehåndtering samt opfølgning på igangværende indkøb hos leverandører.  


Teknisk indsigt og interesse for compliance, data og lovgivning

Der kan være flere indgangsvinkler til jobbet, så længe du har en teknisk forståelse for maskinanlæg og de komponenter, der indgår heri. Om du har fået din indsigt gennem din uddannelse som f.eks. produktionsteknolog - eller om du har en administrativ baggrund, og efterfølgende har opbygget din indsigt i teknik og en international supply chain i en projekt- eller produktorganisation, er ikke afgørende.

Du besidder overblikket over systemer og procedurer, og du interesserer dig for virksomhedsprocesser og den lovgivning som ligger til grund for hele forsyningskæden. Du arbejder struktureret og systematisk, og du motiveres af den rutineprægede del af opgaven, der er forbundet med at vedligeholde et stort varekatalog i en global projektvirksomhed.

Som kollega er det vigtigt, at du trives i en åben og fri kultur, som er præget af team samarbejde, fleksibilitet og hjælpsomhed. Du kan se dig selv arbejde effektivt i sådant et arbejdsmiljø - og du ser frem til at bidrage til at understøtte det.


Et job hvor du kan arbejde med frihed under ansvar

Du tilbydes en spændende udfordring i en virksomhed, hvor kerneværdierne handler om at skabe win/win situationer i såvel relationerne med virksomhedens kunder som med kollegerne, og hvor grundholdningen er frihed under ansvar, teamånd og god work-life balance. Pentair Union Engineering lægger vægt på at skabe rammerne for såvel faglig som personlig udvikling – til glæde for alle parter.

Kontakt Jesper Nielsen hos PeopleLink på 6610 2015 for yderligere oplysninger, eller send os din ansøgning og dit CV via ’Søg Stillingen’ hurtigst muligt.



Geografi: Trekantsområdet
Ansøgningsfrist: Snarest muligt
Arbejdssted: Fredericia



Vil du vide mere?

Jesper Nielsen
Kontakt Jesper Nielsen
Mobil: +45 2448 2015
E-mail: jn@peoplelink.dk