Product Compliance Specialist

Internationale krav til produktkvalitet og mærkning

Dan-Foam er Tempur Sealys centrale produktionsenhed til det internationale marked. Virksomheden udvikler, producerer og håndterer et enestående, men også komplekst produktprogram bestående af puder, madrasser og accessories, som sælges i mere end 90 lande.


Kan du omsætte internationale produkt- og lovkrav til praksis?

Som Product Compliance Specialist bliver du en del af Product Compliance teamet, hvor du får 4 kolleger, som proaktivt arbejder på at sikre, at Tempur Sealys brede produktprogram hele tiden er i compliance med international og lokal lovgivning, certificeringer samt markeds- og mærkningskrav på tværs af lande og brands.

Dine hovedopgaver omfatter bl.a.:

  • At være husets specialist på OEKO-TEX std. 100 og OEKO-TEX MADE IN GREEN mærkning.

  • Styre og koordinere OEKO-TEX aktiviteter for både vedligehold og nye certificeringer/mærkninger

  • Holde overblik over recycle mærkninskrav fra de mange markeder

  • Omsætte produkt- og mærkningslovgivning på de forskellige markeder til dokumentation og lovpligtig mærkning

  • Hjælpe organisationen med at finde løsninger til overholdelse af krav i et komplekst produktionsmiljø

  • Fastholde viden og implementere love og andre krav

  • Rådgive organisationen om regler for og krav til produktsortimentet på forskellige markeder

Du får en spændende hverdag med mange danske og internationale kolleger og samarbejdspartnere – altid med god support fra dine erfarne kolleger i afdelingen. Din arbejdsplads bliver det danske hovedkontor i Aarup på Fyn.


Erfaren specialist inden for produktkvalitet og compliance

Uddannelsesmæssigt kan der være flere indgange til jobbet, men vi forestiller os, at du har et teknisk fundament, som kan være opnået gennem uddannelse eller erfaring. Men du kan også have opbygget dit fundament inden for kvalitet og regulatorisk compliance kombineret med teknisk forståelse, en lærenem natur og en ambition om at blive en dygtig specialist på dit felt.

Dine opgaver stiller krav til at kunne forstå og vurdere tekniske testrapporter og dokumentation, men det er ikke afgørende, om du har dine styrker i kvalitetsrelateret systematik og metoder, eller om dine styrker ligger på det tekniske område. Der vil blive iværksat en grundig oplæring, der tager udgangspunkt i behovet.

Du kommer til at arbejde med både projekter og mere driftsprægede opgaver, og begge dele kræver systematik, omhyggelighed og sans for detaljen – uden at miste overblik. Derfor er det vigtigt, at din arbejdsstil er kendetegnet ved et godt blik for de væsentlige detaljer, struktur og vedholdenhed.

Du kommer til at samarbejde bredt både internt og eksternt, og derfor er det vigtigt for din succes i rollen, at du får energi af samspillet og et bredt tværorganisatorisk samarbejde, at du er lyttende, god til at kommunikere og til at samle folk om opgaverne.

Du skriver og taler dansk og engelsk, og du er stærk til digitale værktøjer og systemer.


En spændende mulighed i en succesfuld, international koncern

Du får en spændende mulighed for at blive en del af en global, succesfuld virksomhed med en førende position på sit felt og stærke kvalitetsbrands. Koncernen er ambitiøs og kontinuerligt i udvikling, og du bliver en del af et veletableret og professionelt kvalitetssetup med engagerede og fagligt kompetente kolleger. Du vil få en grundig oplæring i jobbet, og efterhånden som du lærer virksomheden, produkterne og organisationen at kende, vil du få gode rammer for at tage selvstændigt ansvar og for yderligere at udvikle din faglighed.

I denne rolle får du plads til at fordybe dig i produkterne og blive en faglig specialist og sparringspartner for dine kolleger på tværs i organisationen. Du vil især arbejde tæt sammen med dine kolleger i kvalitet, produktion og produktudvikling samt med datterselskaber og leverandører. Du vil ligeledes på sigt indgå i projektteams, der arbejder med produktudvikling og -optimeringer, som repræsentant for Product Compliance.

Kontakt Nancy Lohmann hos PeopleLink på telefon 6610 2015, hvis du har brug for yderligere oplysninger. Hvis du synes, at dette lyder som en spændende mulighed, så grib chancen og send os dit CV og din ansøgning allerede i dag via 'Søg stillingen'. Vi ser frem til at høre fra dig!



Geografi: Fyn
Ansøgningsfrist: Snarest muligt
Arbejdssted: Aarup



Vil du vide mere?

Nancy Lohmann
Kontakt Nancy Lohmann
Mobil: +45 53 38 41 91
E-mail: nl@peoplelink.dk