PeopleLink indleder samarbejde med Job4Player
PeopleLink har netop indgået et samarbejde med Job4Player, som er et selskab under Spillerforeningen, og i samarbejde med bl.a. Danske Elitesportsudøveres Forening, bistår selskabet fodboldspillere, håndboldspillere og andre elitesportsudøvere med at finde et konkret job i erhvervslivet undervejs i eller efter sportskarrieren.
Udgangspunktet for samarbejdet mellem Job4Player og PeopleLink er den fælles interesse, der ligger i, at matche konkrete jobs hos vore kunder med relevante og kompetente profiler. Det er vores ambition, at finde præcis den kandidat, som har størst potentiale for at skabe resultater i det konkrete job – og denne kandidat kunne meget vel have baggrund i sportens verden.
Elitesportsudøvere har ofte unikke personlige egenskaber, der gør dem godt rustet til at fortsætte karrieren inden for erhvervslivet. Karakteristika som målrettethed, resultatfokus, vedholdenhed, mentalt beredskab, selvdisciplin, ambition og samarbejde er nødvendige for at gøre sig gældende inden for elitesport, og det er samtidig karakteristika, som er centrale i forhold til at skabe resultater og gøre karriere inden for erhvervslivet.
De elitesportsudøvere, som er tilknyttet Job4Player har forskellig uddannelses- og erfaringsmæssig baggrund, der spænder fra uddannelser på universiteter og handelshøjskoler som f.eks. cand.merc., jura og kommunikation til erhvervs- og detailuddannelser. Nogen af dem er stadig aktive inden for sportens verden, og andre er på den anden side af den aktive elitesport. Fælles for dem alle er et stort ønske om at fortsætte deres karriere inden for erhvervslivet.
Samarbejdet mellem PeopleLink og Job4Player tager sit udgangspunkt i rekrutteringssamarbejdet, men der er også fælles interesser i at samarbejde omkring f.eks. talentudvikling.