SALG AF TEKNISKE LØSNINGER MED ANSVAR FOR DINE EGNE MARKEDER
Horsens
Har du erfaring med teknisk løsningssalg til industrien – og er du på udkig efter et job, hvor du kan tage det fulde ansvar for dit eget produktprogram og dine egne markeder? Så har du her en unik mulighed for at tage dit næste skridt i salgskarrieren - som ansvarlig for udvikling af salget af Carry Line i Danmark, Nordtyskland og de nordatlantiske markeder.
Markedsudvikling med afsæt i en betydelig omsætning
Du får som Area Sales Manager selvstændigt ansvar for at udvikle salget af Carry Lines fulde produktprogram med fokus på nærmarkederne.
Det bliver din opgave at opsøge bestående og potentielle kunder indenfor fremstillingsindustrien, fødevarebranchen og ikke mindst hos maskinbyggerne, hvor Carry Lines produktprogram ofte er en værdifuld OEM-løsning i det samlede projektlayout.
Det er vigtigt, at du har mod på at involvere dig i hele kunderejsen, hvilket betyder, at du ikke slipper projektet, når kunden har sagt ja tak til et tilbud – men at du også motiveres af at være med til at definere både behov, løsning og den endelige leverance.
Der er allerede en betydelig omsætning at bygge videre på, og med Motus Nordic og Klovborg Maskinfabrik i ryggen er der også mulighed for at søge teknisk sparring og få indsigt i markedet.
Du får, som nævnt, en solid kundebase at arbejde med. Som sælger ved du, at det herefter handler om at komme ud til kunderne, hvor en dialog om konkrete projekter eller ønsker om effektivisering og fornyelse ofte fører til samarbejdsmuligheder.
Teknisk baggrund og erfaring med salg af løsninger til industrien
Du har sikkert en teknisk baggrund som teknolog – eller du har en håndværksmæssig baggrund og god indsigt i produktionslayout, hvor man flytter emner eller produkter.
Da der er tale om et selvstændigt ansvar, er det en forudsætning, at du allerede har erfaring med salg af tekniske løsninger til industrielle kunder. Du har derfor indsigt i både produktionstekniske udfordringer og løsninger – og du ved, hvor vigtigt det er at komme i dialog med både dem, der står med problemerne i hverdagen, og dem, der har beslutningskompetencen til at vælge netop din løsning.
Du trives med den opsøgende del af jobbet og ved, at du som ny i rollen skal have mange skibe i søen. Du kan se frem til mange forespørgsler og vil hurtigt erfare, at der er endnu flere kundeemner, der kan bearbejdes. Derfor er det vigtigt, at du trives med at være på farten – og med, at hverdagen til tider kan være uforudsigelig, når en ordremulighed pludselig opstår.
Det ligger ikke i ansvaret, at du skal være fuldbyrdet konstruktør, men det vil gøre dit arbejde meget mere effektivt, hvis du selv kan skitsere en løsning for kunden.
Med henblik på at udnytte markedspotentialet bedst muligt, vil det være en fordel, hvis du har bopæl syd for Aarhus.
Selvstændigt ansvar i en virksomhed, hvor man er vant til at løfte i flok
Du kan se frem til et selvstændigt job med stor frihed til selv at forme vejen til succes. Samtidig bliver du en del af en stærk kultur og et erfarent team, der er vant til at lykkes gennem fælles indsats. Der er betydelige synergier – både lokalt, i forbindelse med salg til Klovborg Maskinfabriks egne projekter, og i koncernen, hvor økonomisk styrke og et vidtforgrenet netværk danner fundamentet for din succes.
Klik på ’søg stillingen’ og send os dit CV allerede i dag. Du kan også læse mere på www.klovborg-maskin.dk eller kontakte Jesper Nielsen hos PeopleLink på 2448 2015, hvis du vil vide mere. Vi ser frem til at høre fra dig!