Spring til indhold

Projektleder

Unikke løsninger på unikke problemstillinger

Slagelse

ODIN Engineering udvikler og leverer komplekse, forretningskritiske specialmaskiner til de førende virksomheder i industrien. Dette kan lade sig gøre, fordi virksomheden består af dedikerede medarbejdere med høj faglighed og nysgerrighed samt en fleksibel og løsningsorienteret tilgang.

Omdrejningspunkt for projekterne og kvalificeret sparringspartner for kunderne

Som projektleder hos ODIN Engineering får du ansvar for scope, planlægning og aflevering af projekterne – alt sammen med fokus på høj kvalitet og inden for de aftalte rammer. Du vil med andre ord blive omdrejningspunktet for at sikre projektets løbende fremdrift fra ordre til endelig levering. Du er desuden ansvarlig for opfølgning af projektøkonomien.

ODIN er involveret tidligt i processen med kunden. Deres problemstilling er ofte unik, og kunderne forventer, at en videnstung samarbejdspartner som ODIN bringer innovative ideer til bordet og tør at udfordre nuværende metoder og arbejdsgange. Det afspejler sig i hele projektets levetid.

Undervejs i projekterne er du bindeleddet, du arbejder tæt sammen med kundens interessenter, lige fra operatøren til topledelse, ligesom du naturligvis samarbejder med dine kolleger på tværs af salg, udvikling og produktion. Dermed er du både internt og eksternt projektets samlingspunkt, der sikrer fremdriften og finder løsninger, når der opstår udfordringer.

Teknisk projektleder med erfaring fra fremstilling af maskiner og udstyr

Dit uddannelsesmæssige fundament er ingeniør, maskinmester eller alternativt en tilsvarende teknisk retning. Dernæst har du allerede solid erfaring som projektleder med styring af tekniske projekter fra A-Z. Det er naturligvis en fordel, hvis du har erfaring med specialmaskiner og produktionsudstyr, men hvis du kommer fra et andet setup, hvor et effektivt produktionsanlæg er krumtappen for forretningen, eller har været projektleder i en teknisk afdeling på kundesiden, så kender du de vigtigste succeskriterier.

Personligt trives du i et miljø, hvor der sættes høje mål, og hvor tilgangen er, at ingen udfordring er for stor eller for kompleks. Dine evner som projektleder kommer i den grad i spil i denne rolle. Måske det lige netop er dét, der motiverer dig til at søge denne stilling!?

De vigtigste forudsætninger for at blive en succes som projektleder er, at du er i stand til at skabe synligt overblik og sikre fremdrift og rettidig levering af projekterne med din projektplanlægning. Det gør du blandt andet ved at spotte kritiske faser og prioritere, samtidig med at du er så proaktiv, kommunikerende og fleksibel, at du kan skabe et positivt samarbejde omkring projektet blandt både interne og eksterne interessenter.

En vigtig rolle i en solid og professionel virksomhed med korte beslutningsveje

Du tilbydes her en særdeles spændende rolle med ansvar for store projekter i et af landets mest ambitiøse og succesfulde maskinbyggerhuse. ODIN Engineering har et solidt økonomisk fundament, og du kan se frem til at arbejde i en organisation med høj faglighed, professionelle processer og hvor der samtidig er kort fra idé til beslutning.

Hos ODIN får du rig mulighed for at blive udfordret og gode forudsætninger for at udvikle dig fagligt og personligt, samtidig med at du er med til at skabe markante og synlige resultater. Du kan naturligvis forvente at få den rette støtte og sparring fra dine kompetente kolleger, hvor du finder stor viden i kraft af høj anciennitet og stor specialistviden – alt sammen in-house.

Læs mere om rollen som projektleder og ODIN´s mangeårige samarbejde med Vestas i artiklen: ODIN Engineering: Vestas’ problemknusere siden 1994

Kontakt Mikkel Nielsen hos PeopleLink på 4031 8113 for yderligere oplysninger, eller send os din ansøgning og dit CV via 'Søg stillingen' hurtigst muligt.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Læs mere om Odin Engineering

ODIN Engineering er en veletableret familieejet virksomhed, som gennem mere end 60 år har serviceret industrien med helt unikke løsninger, kompetence og vilje til at indfri selv meget vilde ideer og planer. Virksomhedens ca. 50 medarbejdere, betragter sig alle som maskinbyggere. Huset består hovedsageligt af ingeniører, teknikere og faglærte inden for både mekaniske og el-tekniske discipliner, og ODIN Engineering står bag nogle af de mest spektakulære specialmaskiner, som ses hos nogle af landets største industrivirksomheder. Læs mere på www.odin-engineering.dk